søndag den 31. oktober 2010

Grey's anatomy og andet tidsfordriv

Har fundet en side på nettet hvor man kan streame alle ens yndlingsserier. Eller, Nadia viste mig den da hun var her. Jeg mangler nu kun ét afsnit af Grey's, og så er jeg helt nede med de fede og up to date med den serie. Mad Men er også at finde på siden, så det har vi brugt som godnat-tv et par gange. Grey's for jeg sjovt nok for mig selv;)

Siden sidst jeg skrev har jeg haft besøg af Nadia, læst 1,5 bog, været i AWESOME vandland, været inde i en fin moske, set 26 afsnit af Grey's anatomy, gjort hovedrent efter fund og mord på 9 kakerlakker (HADER dem...ad! De har tyfus), været til utallige autentiske araber-steder (hvoraf kun én virkelig kvalificerer sig...i og med at den hverken blev ledet af narrøv til chauffør på desert safari der nægtede at sætte os af derhjemme og var racist ELLER kostede 1800 kr. for tre mennesker...så er det ikke autentisk. Har slået det op.), blevet brun efter en del timer på stranden som ligger liiiiige nede af vejen, drukket 87 kopper kaffe, frygtet tyfus fra kakerlak, fundet ud af at jeg er hypokonder ligesom min mand, pillet to kunstige negle af således at jeg nu har to meget bløde (men lange) negle på venstre hånd, drukket en øl, fundet vores lokale bæverding i form af yatchklubben der har happy hour fra 18-19.30, fundet julepynt uden at købe det, bestilt tur til Muscat næste weekend, købt fødselsdagsgaver til far og søster...og har nu planer om at se det sidste afsnit af Grey's anatomy, vaske op, bage en kage og lave aftensmad inden Lars kommer hjem. Vi har nemlig spare-uge...indtil fredag. Jeg må ikke købe kaffe ude i byen (har en tendens til fråde om munden hvis jeg ser Starbucks eller Costa Coffee...det er dyrt i længden, selvom priserne er meget rimelige ift. DK), og vi skal prøve at undlade at spise ude i denne uge.
Fredag tager vi til Muscat, hovedstaden i Oman. Der er op til flere grunde til rejsen. 1: Vielsesattesten er staaadig ikke kommet, hvilket betyder at jeg stadig ikke har et visum til dette land, hvilket betyder at jeg skal være ude af landet inden d.10.11.. 2: Klaus, Lars' barndomsven, er i Oman fra i morgen og han er rar, så ham skal vi da ned at besøge:) Har stoooore planer om gedemarked og skildpaddekigning.

Nu kommer der lige et par billeder fra vandland og andet godt:)
Dødsrutsjebanen der hed Leap Of Faith...fordi
man virkelig troede at man skulle dø. 

Lars & Nadia i Aquaventure





Inde fra Jumeirah Mosque
Udsigt ud over Dubai Marina i skumringstiden

Lars med mavedanser på det autentiske,
men meget dyre sted.

tirsdag den 19. oktober 2010

De flygtige weekender

Synes godt nok tiden går stærk! Det har jo liiiige været weekend, som i fredag og lørdag, og nu har vi allerede tirsdag, så der er jo egentlig ikke så lang tid til at jeg får Lars i døgndrift igen. Det lykkedes os at have en afslappet weekend. Jeg ladede op til weekenden ved at købe mere Mac-makeup (fordi jeg kan), en ny kjole, nogle pandebånd og få lavet nye negle. Og være i Fitnesscenter på prøve, men det er stadig for dyrt. Til gengæld var det lækkert at lige blive tæsket igennem til en omgang Bodyattack igen:) Vi drak lidt rødvin torsdag aften og så Mad Men...og vi ELSKER den serie. Den er bare alt for fed. Fredag sov vi længe, Lars fik snakket lidt med familien og så tog vi til fodbold. Og nu er jeg jo ikke den store fodboldekspert...men det var godt nok ikke særligt spændende. Spillerne blev ved med at smide sig, så det gik bare ret langsomt. Vi gik i halvlejen, men har fra pålidelige kilder at den endte 4-0 til det røde hold. Der var en eller anden kendt forsvarsspiller på det hold...Canavappaloppolops. Tyk lille mand. Efter fodbold var vi på indermarked igen igen - fik købt badeflipflops til mig og et par solbriller til Lars. 
Lørdag sov vi igen længe, hørte Mads og Monopolet, afleverede bøger til sydafrikaneren (har stadig ikke undervist hende...er ikke sikker på at det nogensinde kommer til at ske), så solnedgang på stranden, hvor lettere klam indermand fik set mig i skridtet - lad dog være. Nogle gange skal man altså undgå de lokale strande. Vi fik Häagen-Dazs til aftensmad og sluttede weekenden af med noget mere Mad Men. Mmmmhhhh afsplapning. Søndag var jeg ude at svinge med golfkøllen igen. Jeg bliver bare dårligere og dårligere. Jeg prøvede at være til kaffeklub med andre expatkvinder mandag. Det var rigtig hyggeligt, men det er lidt ligesom at sidde med i min mors kortklub...ikke at det ikke er hyggeligt, men det er bare andre ting man snakker om. Næsten alle er briter eller amerikanere, så får da øvet noget korrekt engelsk. I dag venter jeg bare på at Nadia kommer:) 
Lars har vist rigtig travlt den næste uges tid. Han skal ha' lavet en stor præsentation af et nyt produkt til en stor supermarkedskæde til på søndag, og så skal han også liiiige nå til noget gadgetmesse med nogle af hans kollegaer...ikke at det har noget med arbejdet at gøre, men det er da hyggeligt at de laver noget udenfor arbejdstid:)
Slutter af med en video fra fodboldkampen...mere for at se om det virker.
Fra fodboldkampen i fredags. Bemærk venligst instrumenterne i baggrunden.

onsdag den 13. oktober 2010

This and that

Har endelig fået bestilt billetter hjem til julen. Det var så lige lidt dyrere end for en måned siden, men totalt meget det værd. Vi har fundet ud af at Lars ikke rigtig har noget ferie, så han er kun hjemme d.22.-26., jeg derimod har hele 16 hele dage i DK...hurra:) Glæder mig til at se familie og venner...og tvillingerne. Ikke at de ikke er familie, men savner dem bare ekstra meget.
Jeg var til golf i dag for anden gang...det er som om at jo mere jeg får at vide hvad jeg skal gøre, jo mere forkert gør jeg det. Stod og øvede lidt bagefter, men omkring kl.11 er det bare alt, alt for varmt. Man kan hælde nok så meget vand i sig, men jeg bliver helt svimmel af at stå derude. Så det holder jeg lige med. Det er nogle rigtig søde damer der går på holdet, men det bliver nok ikke lige dem jeg kommer til at hænge allermest ud med. 
Jeg skal til gengæld til bodyattack i morgen (HURRA) og så må vi se hvordan det går. Jeg var ret vild med det derhjemme, så håber at det bliver fedt. Det koster bare en halv arm at gå i fitness hernede, så det skal helst være noget helt exceptionelt lækkert for at jeg vil give 600 kr. i måneden. Jeg trænger bare virkelig til at komme ud at røre mig. Det er som om at golf ikke er rigtig sport. Man står og går jo bare. Og jo jo, det er hårdt at skyde lange bolde og stå foroverbøjet, men altså...pulsen når ikke helt derop hvor jeg gerne vil ha' den. Men der er flot derude. Fandt ud af at det koster ca. 1200 kr at spille én dag derude i vinterperioden, så tror på ingen måde at jeg skal være medlem (som også koster urimeligt meget, overraskende nok), og finder et andet sted til når mine forældre kommer. Hvis vi altså skal ud at spille.
Det går godt for Lars på arbejde. Han er rigtig glad for sine kollegaer, og han får en masse ansvar, så det er bare rigtig lækkert. Er sikker på at han er den mest talentfulde Future15 de har haft hernede...min mand er jo genial!! Og flot. Begge kvaliteter man skal bruge i mejeribranchen. Der er nogle sjove kultursammenstød, men kan ikke rigtig genfortælle dem. Så han må overtage en dag og fortælle løs:)
UH vi så fodbold i går!! Altså, Danmark-Cypern kampen. Utroligt godt tidspunkt at begive sig ind på Sputnik. Det er bare bedre når vi vinder. Og jeg fik bagt rugbrød. Det er ok, bedre end sidst, men der er altså noget "anderledeshed" i deres mel hernede. 
I weekenden skal vi bare slappe heeeeelt af. Måske på stranden, vandland, indermarked...men på den afslappende måde. Vi havde en lørdag for et par uger siden hvor vi bare blev liggende i sengen og hørte Mads og Monopolet...dét er hyggeligt:) På tirsdag kommer Nadia, min gamle roomie fra Trøjborg-æraen. Det bliver sgu hyggeligt:) 
Ellers ikke så meget...tata

mandag den 11. oktober 2010

weekend-getaway

Så kom tiden hvor jeg ikke længere må være i landet. Eller. Må gerne, men skal lige ha' et stempel i passet der siger at det er ok. Det fik jeg i weekenden, hvor vi tog til Oman på 4-stjernet hotel. Jeg havde måske forventet noget i nærheden af det 5-stjernede hotel vi var på de første dage...men det lignede ikke rigtigt. Billederne der var vist på nettet svarede ikke heeeelt til virkeligheden, men det var rigtig fint alligevel. Der var pool og det lå lige ud til vandet. Det magiske er, igen, at det ikke er adresser, så det med at finde ting er ikke så nemt...vi var så velsignede at hotellet havde opgivet koordinater. Problemet var at dette var hvad GPS'en ville have os til:

Det var så lige ind i et bjerg. Ingen vej, for som der står: "Off Road". Og jaja, det er da også et eventyr man kunne tage, men vi valgte nu alligevel at vende om og tage en rigtig vej. Tror ikke altid at frk. Garmin kan følge med mellemøstens vejsystem. Lars bander også ret tit over hende.
Vi fik ret hurtigt booket dyk til den følgende dag med store løft om skildpadder, søheste og hvalhajer. Det var der nu ikke, men det var eddersprøjteme nogle gode dyk! Der var enormt mange koraller, flotte fisk, hummere og vi svømmede igennem en hule. Jeg kan stadig godt blive lidt panisk under vand, så satte bestemt ikke pris på Kaptajn Amerika der proppede en halv hummer op i masken på mig...! Lars lavede også en lille sniger senere hen, men han kan jo ikke rigtig lave fejl:)
Aftenen blev sluttet af med rigtig, rigtig, rigtig lækker seafood-buffet på et andet hotel. Vores hotels restaurant var ikke speciel hyggelig og de omkringliggende spisesteder emmede lidt af 'vi vasker ikke hænder af princip'...så vi tog hen på det hotel vi også var på Lises fødselsdag. Det var bare SÅ lækkert, har aldrig fået så lækker en buffet før! Det er lige før at det også er det bedste mad EVER. Der var kæmpe rejer, hummer (!!!), al mulig slags fisk, salat, kage, ost, dip, brød...det var bare så lækkert. Mmmhhhhhhh.
Et lille stemningsbillede...det er hotellets flag der stikker op i midten.


Jeg kan ikke finde ud af at vende billedet...men det er rigtig pænt, med moské og det hele...det ligner lidt en fabrik fra denne her afstand...men det er altså et helligt sted, jeg lover det.


Mere solnedgang

Yndige, små burkajuice figurer...var ikke helt glad for at sidde og tage billeder fra bilen af...man ved jo aldrig...


Vi sluttede weekenden af med en tur ned over den sydlige grænse til Oman. Oman ligger lidt klattet rundt; der er en lille smule nordpå, hvor vi befandt os...men der er ikke nogen rigtig grænse, og derfor er der ingen stempler til pas. Så er der en lille Herning-størrelses klat i midten af UAE, og så er der det rigtige Oman, som ligger syd for os. Vi brugte en tre timer og ca.600 kr. i mærkelige afgifter på at komme over grænsen og få vores stempler. Vi forstod ikke helt hvorfor vi skulle betale noget electricity-fee for at forlade UAE, og vi skulle købe en bilforsikring for at komme ind i Oman...og så ca.130 kr. på et eller andet som vi ikke ved hvad var...nok noget med at vi er hvide og derfor koster det lidt at komme ind. Jeg kostede mest, fordi jeg er mest hvid (helt præcist kostede jeg 60 Dirham, Lars kostede 30...se selv...det passer). Skal virkelig ha' arbejdet på min tan til næste gang vi skal krydse den grænse.
Og så sagde vi godnat herfra.

onsdag den 6. oktober 2010

Golf og verdens største sandwich

Sååå fik vi prøvet golf for første gang, eller...jeg gjorde. Jeg var faktisk mega sej til det, skal jeg sige det selv. Kunne skyde langt OG ramte den mejetærsker-lignende ting der samler boldene op...det mente instruktøren gav ti point. Jeg vælger at tro ham:) var ellers lidt bekymret da jeg ankom: der var kun britiske midaldrende damer, og de fleste var der ikke for første gang. Fik dog en tysk veninde med accent fuldstændig lige som guldfisken Klaus*...AM ved hvad jeg taler om:) Vi skal ud på drivingrangen i morgen tidlig og øve os...og shoppe efter golftøj bagefter. Det er helt tosset som de har dresscode derude, synes jeg nu nok. Hvad er der galt med min campinghabbit?! Og hvad så hvis man går i burka? Det gør det grangiveligt lidt sværere at følge kravet om shorts og polo...!
I øvrigt prøver jeg på at lokke hende med i et mall i morgen, hvor de skal samle verdens største sandwich... Noget med et par kilometer:) Salena virker ikke helt overbevist om mon plan:)
Skriver fra iPod lige nu...det er besværligt. Over and out

* Man kan finde Klaus her: http://m.youtube.com/index?desktop_uri=%2F&gl=US#/watch?xl=xl_blazer&v=kJ_PZWpjaE0

mandag den 4. oktober 2010

Arch du lieber Augustin, die Lise ist weg, weg, weg

Det frygtelige er sket...Lise von Thise har forladt mig til fordel for udholdelige temperaturer og kæreste. Det er næsten ikke til at bære.
Til dem der ikke opdagede det sidste uge, i mandags for at være mere præcis, så er jeg hermed kendt. Skrev til Adam og Sarah* på Facebook at jeg ventede på Lise og de læste det op! Så er man da kendt. Soler mig i berømmelsens lune skær lige nu.
Tilbage til Lisesk uge: Det var bare SÅÅÅÅ dejligt at ha' besøg. Lars fik også lov til at arbejde ekstra længe nogle af dagene...helt uden dårlig samvittighed over sofakartoflen derhjemme. Vi startede meget stille og roligt ud med strand og sushi. Meget behageligt. Andendagen var blevet farvekoordineret til at være grøn (jojo, der er skam et skema i virkeligheden) som alle jo ved at kulturens farve, så der tog vi i den gamle bydel og på guldsouk (marked). På billedet nedenunder ser man den skjønne kvinde på båd over 'the creek', som det så originalt kaldes. Der var egentlig planer om en god times sejltur...men da vi fandt ud af at det koster 160 kr., så var vi ikke længere interesserede og tog 8 minutter for 1,5 kr. i stedet.


Tredjedagen var Lises fødselsdag (HURRA), hvor vi var ude at dykke i Fujairah. Det ligger ca. to timers frisk ørkenkørsel væk. Til gengæld er der pænt med bjerge og sådan. Vi stod rockertidligt op og fik smidt os selv i en bus. Det pæne så vi ikke rigtigt, da vi valgte at sove med åben mund og roterende nakkehvirvler. 
Det første dyk var på var skuffende...for at sige det mildt. Der var ikke rigtig noget at se på, og vi kedede os egentlig bare. Så kunne man da lige blive lidt bedre til at kontrollere sin buoyancy**, men altså...lidt mere fart over feltet og gerne fisk, som i: mere end den ene vi så. Det fik vi så på andet dyk. Der var både skildpadder, papegøjefisk og alskens andre havdyr. Det var fedt! Efter dyk fik vi sagt pænt farvel til de andre fra båden, fik lige taget et billede sammen med divemaster, men da bikinibilleder ikke sømmer sig på nettet (nogensinde!), så får folket ikke glæden af at se Julius:) Rare filippinere ellers.
Dykkershoppen lå lige ved siden af lækkert, lækkert hotel med lækker, lækker strand. Som vi kunne få lov til at benytte os af for 160 kr.. Det skal lige siges at klokken var 16.30 da vi lagde os, og så er der altså kun sol i en god time endnu. Så vi endte i strandbaren, som var gratis, hvor vi fik os en pina colada. Jeg havde taget lys med i anledning af fødselsdag - tænkte at de kunne da godt stå i Lises pommes...men de søde, søde tjenere kom med kage OG sang. Såååå søde:)


Lars kom og hentede os, og så fik vi lige noget godt aftensmad på strandgrillen før vi tog hjem og sov. Nooooogen sov før vi nåede hjem, men det siger jeg ikke hvem var. Men det var ikke Lars, han kørte bilen.
Fredag skulle gæsten have sin officielle fødselsdagsgave (hun fik en pakke dadler og noget ansigtshalløj om morgenen). Vi fik pedicure omkring middag og så blev vi hentet af en firhjulstrækker som tog os med ud i ørkenen og køre vildt. Lars var så heldig at blive placeret ved siden af jeg-fylder-med-mine-knæ-mens-jeg-retter-på-mine-løg manden - ham kunne vi ikke så godt li', men det var skide skægt at blive slynget rundt omme på bagsædet mens bilen skred i sandet....muarahhahaha. Der var en lille pause hvor man kunne få sand mellem tæerne og være autentiske i ørkenen. Det er dét Lise er her. Jeg er den lille prik længere nede af sandbanken.


Den autentiske dag sluttede i en autentisk ørkenlejr med autentiske kameler, som viste sig at være dromedarer. Men det betyder jo ikke at man ikke rider på dem alligevel. Lidt henna og mavedans senere, og så var den autentiske aften slut. Rigtig, rigtig hyggelig og dejlig dag! Her er vi så i ninja-kostumerne.



Sidste dag var stranddag. Lise skulle liiiige ha' det sidste sol med. Og det fik hun. Der var Tour de Toyota efterfølgende, hvor vi kom forbi Burj Al Arab...som er her. Lige et smut forbi Mall of Emirates med deres overdrevne skibane, og så tog vi på indisk marked om aftenen, hvor vi fik pruttet om prisen på nogle pudebetræk og Lise fik sig nogle souvenirs før hun vendte snuden hjemad.


Man kan nærmest se solen vinke farvel til den fagre skønhed fra Nordlandet...savner hende lidt allerede. Hun er god at have ved sin side.

* Program på P3 om formiddagen
** http://www.suite101.com/content/scuba-diving-buoyancy-control-a62782